Træn din kat i dyrlægebesøg

10. jul 2019

Selvom alle katte selvfølgelig er forskellige, så er det de færreste, som tager dyrlægebesøget – eller bilturen derhen! – i stiv arm. Heldigvis er der rigtig mange ting, du kan gøre for, at din mis føler sig tryg, når dyrlægen skal aflægges et visit. Der er jo intet værre end at se sin kat være stresset eller bange, så det er i alles interesse, at din kat får de bedste forhold som muligt. Dyrlægen kan jo også klare sit arbejde både hurtigere og bedre med rolig kat, så læs med her og bliv klogere på, hvordan du kan skabe ro for din kat, når den skal vaccineres, kastreres eller helbredes.

 

Som et midlertidigt hjem

Det første, du skal forholde dig til, er transportkassen. Katte er nærmest notorisk kendte for ikke at ville sætte deres poter ind i transportkasser. Så det er altså ikke kun dig, der ikke får et ben til jorden, når du opgivende forsøger at tvinge katten ind i kassen. Nøgleordet er tålmodighed. Det går simpelthen ikke, at du vender hjem fra dyrebutikken med en transportkasse i hånden, som din kat aldrig har set før, og så bare forvente at katten frivilligt spadserer ind i den. I stedet bør du vænne din kat til kassen, og det kan altså tage tid. Din kats – helt egen! – transportkasse skal blive som et midlertidigt hjem, hvor din kat kan føle sig tryg. Så lad kassen stå fremme og indret den med et tæppe, godbidder osv.

 

Væn din kat til bilen – så kører det for jer!

Når katten har fundet sig til rette inde i sin kasse, og I bevæger jer mod bilen, går I også mod endnu en potentiel fare. Igen handler det om, at din kat skal tilvænnes din bil. Det handler om at skabe en genkendelig situation, så træn din kat i at køre i bil. Tag den med ud på regelmæssige køreture. Et andet godt råd, er at lægge et tæppe over transportkassen, hvis din kat er nervøs. Det afhænger selvfølgelig af, hvad din kat bedst kan lide: Frit udsyn eller en sikker hule.

 

Dyrlægens sikre hænder

Når I ankommer til dyrlægen, er der en række forhold, du skal forholde til dig for at give din kat mest mulig tryghed. For det første bør du melde jeres ankomst. Dernæst er det vigtigt ikke at tage katten ud af kassen, som jo er et trygt sted – hos dyrlægen kan der også være hunde, katte og andre dyr, som kan have en stressende effekt. Stil derfor kassen højt oppe, så din kat kan overskue rummet oppefra. Under selve konsultationen er det vigtig at give din kat så meget kontrol som muligt. Det vil sige, at du ikke må tvinge den ud af kassen. Mange transportkasser har et aftageligt låg, så hvis din kat slet ikke vil ud, kan en god dyrlæge sagtens foretage konsultationen, når du har afmonteret den øverste del af kassen.

Husk på, at dyrlæger er erfarne og uddannede i at håndtere selv de mest anspændte katte. Så på trods af, at det ikke er sjovt at se en kat utryg og bange, så er din kat i sikre hænder – især med dig ved siden!

 

 

Virksomhed: Dyreklinikken Viby Sjælland

Tags

Dyrlæge Kat

Læserne kommentarer