Her er 5 katteracer, du bør vælge

25. okt 2017

Er du på udkig efter en ny kat, men ved du ikke, hvilken du skal vælge? Så har du heldigvis en masse katteracer, du kan vælge i mellem, for der nemlig omkring 58 forskellige katteracer i verden. 

Du må dog nøjes med 5 katteracer i denne liste.

 

  1. Ragdoll

Denne blåøjet kat er fremavlet i USA tilbage i 1960’erne. Det karakteristiske navn kommer af, at katten bliver lidt af en kludedukke, når den løftes op. En ragdoll er meget kærlig og hengiven. Af den grund fungerer den også bedst som indekat, da dens kampinstinkt er dårligt udviklet og derfor ville klare sig dårligt blandt andre vilde katte.

Ragdolls skal have masser af opmærksomhed, og de vil ofte løbe ud til døren, når du kommer hjem fra arbejde. De er meget kælne og legesyge. Den fine og silkeagtige pels kræver ikke meget pelspleje, og en tur med børsten en gang om ugen er rigelig. Ragdoll’en er en stor kat, der kan blive op til 45 centimeter i højden og veje op til 9 kg.

 

  1. Maine Coon

Denne kæmpe af en kat er verdens største katterace. Som navnet antyder, stammer katten fra Maine, men er sjovt nok beslægtet med den norske skovkat. Ifølge en kendt teori skyldtes det, at vikingerne tog den med sig, da de kortvarigt koloniserede et lille område i det nordlige Amerika.  

På trods af sin store fremtoning, er Maine Coon faktisk en rigtig familiekat. Den er meget rolig og kærlig, og den elsker at blive kælet for. Desuden er den en af de katteracer, der har nemmest ved at knytte bånd med andre dyr, om det så er katte, hunde eller kaniner. Kattens lange og tykke pels kræver meget pleje, og skal børstes mindst en gang om ugen. Maine Coon kan blive op til 41 centimeter i højden, men op til 120 centimeter i længden. Vægten varierer i mellem 5-9 kg, men den kan veje over 15 kg.

 

  1. Perser

Perserkatten er en gammel kat, som kan dateres tilbage til 1600-tallets Persien. Den var herhjemme engang den mest populære kat blandt danskerne, men er sidenhen blevet overgået af Maine Coon’en. Den er blandt andet kendetegnet ved sin lange pels og flade næse. Den flade næse betyder dog også, at katten ofte har åndedrætsbesvær. Og på grund af indavl har den ofte en del følgesygdomme, heriblandt øjne der løber i vand, underbid og nyreproblemer.

Perseren har et roligt temperament og vil gerne socialisere med både voksne og store børn. Små børn, der larmer, har den det ikke godt med. Trods sin sociale natur, knytter Perseren sig oftest kun til én person, nemlig den som bruger mest tid med den. Dens pels er tyk og blød og skal helst gerne børstes en gang dagligt. Perseren er en mellemstor kat, der kan veje op til 3-5 kg.

 

  1. Norsk Skovkat

Den norske skovkat er ligesom Maine Coon’en kendetegnet ved sin størrelse. Den norske skovkat stammer fra vilde katte, der levede i Skandinavien, særligt i Norge, hvorfor den kaldes for Norsk Skovkat.

Dens personlighed er meget rolig, og er derfor ganske velegnet som familiekat. Den knytter sig meget til sin ejer, som den gerne følger efter dagen lang. En Norsk Skovkat har meget stærke kløer, og er derfor rigtig dygtig til at klatre. Da katten ikke er specifikt fremavlet, er den derfor en ganske sund kat, der ikke er forfulgt af en række arvelige sygdomme. Norsk Skovkat er en af de største katteracer i verden, og er faktisk kun overgået af Maine Coon. Vægten ligger typisk på 3,5-4,5 kg for hunner, mens hankatten kan veje op til 7 kg.

 

  1. British Shorthair

Denne britiske katterace er Englands nationalkat og er kendetegnet ved sin korte pels og næsten bamseagtige udseende. Den har et bredt ansigt med en blålig pels. Dog er der også blevet fremavlet andre pelsfarver og pelsmønstre.

British Shorthair har et roligt temperament, men vil gerne lege, så længe det ikke bliver vildt. Det er en rigtig familiekat, der gerne vil være tæt på sine mennesker. Du skal dog ikke forvente nogen skødekat. Derudover er den kendt for at være en ret magelig og doven kat, som helst ikke vil bæres rundt. Den korte pels kræver ikke rigtig nogen pleje, men da den fælder, kan det være en god ide at børste den jævnligt. Det er en mellemstor kat der vejer op til 7 kg.

 

Læserne kommentarer