Hvad kan dyrehviskere?
28. aug 2018
For mange lyder dyrehviskererhvervet som et tvivlsomt fag, men uanset om man tror på det eller ej, arbejder mange dyrehviskere hver eneste dag i Danmark med at hjælpe forskellige dyr og deres ejere.
Hvad er en dyrehvisker?
Dyrehvisker, dyretelepat, dyrehealer – der findes efterhånden rigtig mange mennesker, der mener, at de har en særlig evne eller særlige kompetencer til at kommunikere med dyr på et spirituelt plan, med henblik på at give dem praj om dyrenes velbefindende både fysisk og psykisk. Derudover tilbyder de fleste inden for branchen at give beskeder til og fra dyrene samt at hjælpe dyr og ejer med at komme udover de udfordringer, der er med dyret.
Skal man have en uddannelse?
Der findes flere forskellige former for healinguddannelser, telepatiuddannelser, clairvoyanceuddannelser og dyrehviskeruddannelser. Du kan ikke uddanne dig til dyrehvisker på universitetet, VIA University eller andre store uddannelsessteder, men skal derimod søge private, alternative uddannelser og kurser. Mens nogle mener, at man skal have en medfødt evne for at blive dyrehvisker, mener andre, at alle kan lære evnen. Dyrehviskerbranchen er en meget spirituel branche, der koncentrerer sig om indre ro og balance, så de fleste i branchen vil mene, at det kræver et spirituelt sind, og en vilje til at arbejde med sig selv, for at blive dyrehvisker.
Hvordan arbejder dyrehviskere?
Dyrehviskere arbejder på flere forskellige måder inden for de spirituelle fag. Det helt basale går ud på, at dyrehviskere anerkender alle former for dyr som følende individer med både tanker og følelser. For telepater, healer og clairvoyanter handler det om at være i balance med sig selv og have en indre ro, før man kan bruge sine evner på andre væsner og åbne for sluserne og dermed kommunikere på et spirituelt niveau. Det er vigtigt for de fleste dyrehviskere at møde dyret og få en forståelse for ejeren og for de eventuelle problemstillinger der er. Dyrehviskeren vil i de fleste tilfælde observere dyret og være i nærkontakt med dyret og eventuelt bruge telepati for at kommunikere med dyret. Telepati sker ifølge de spirituelle fag via energier mellem de indblandede, og mange dyrehviskere omtaler telepatien som snak fra hjerte til hjerte – altså ikke noget, man kan mærke, men noget man kan føle.
Hvad kan man forvente?
Det er svært at konkludere, hvad man konkret kan forvente af et møde med en dyrehvisker. Hvis man vil have en god oplevelse, er det vigtigt at være åben og modtagelig samt at tro på de spirituelle evner. De fleste hyrer en dyrehvisker eller lignende, hvis de oplever problematikker med deres dyr. Det kan være alt fra en hundeejer, der ikke forstår, hvorfor hunden piber og er træt, selvom dyrlægen siger, at den er rask, eller en hundeejer, hvis hund pludseligt er blevet aggressiv eller ustyrlig. Også mange hesteryttere tyr til dyrehviskere, hvis hesten opfører sig underligt, har ondt, ikke adlyder eller lignende. De færreste dyrehviskere kan garantere en løsning på problemerne, men der findes en hel del succeshistorier, hvor dyreejeren har fået stort udbytte af dyrehviskerens arbejde.
Mangler du almindelig behandling af dit kæledyr/dyr og befinder dig i Viby Sjælland, så kan du snilt smutte forbi dyreklinikken der.