Tjekliste når du kigger på hvalp
27. jul 2017
Sådan sikrer du dig at komme hjem med den bedste hvalp
Når du har besluttet dig for at anskaffe en hvalp, så begynder jagten på at finde den helt rigtige nye, bedste ven. Du kan ikke finde din nye hvalp ved at kigge på internettet. Tag dig tid til at køre rundt og kigge på en masse hvalpe, inden du beslutter dig for, hvilken en du vil have med hjem. Der er nemlig en række ting, du skal kigge efter, når du er ude for at kigge på et hvalpekuld.
Overvej race
Du bør nøje overveje hvilken hunderace, der passer til dig og dine behov. Du kan med fordel anskaffe dig en opslagsbog med en oversigt over de forskellige racer. Husk endelig ikke at vælg race efter udseende – det er vigtigt at vælge en hund, der har et aktivitetsniveau og et temperament, der passer til dig og dit liv.
Du kan eventuelt forhøre dig hos en dyrlæge eller anden form for ekspert og spørge ind til de racer, du er interesseret i. Dyrlæger arbejder med forskellige slags racer hver dag, og de har en bred indsigt i hvilken slags race, der vil passe til din livsstil. Hundetrænere kan også være en god informationskilde.
Størrelse og behov
Du skal vælge race efter, hvad der passer til dig. Ønsker du en makker til dine løbeture, skal du for eksempel ikke vælge en lille race med korte ben. Aktive jagthunde har brug for meget stimulering og motion, og skal derfor ikke overlades til sig selv i mange timer.
Desuden skal pelspleje også være en vigtig del af dine overvejelser. Langhårede hunde har brug for meget pelspleje – ofte hver dag – for at være glade og velfungerende.
Nogle hunderacer er mere tilbøjelige til at nedarve bestemte helbredsproblemer. For eksempel kan en mops have vejrtrækningsproblemer, mens en schæferhund kan lide af hoftedysplasi. Du kan typisk omgå dette ved at vælge en blandingshund, men det er ikke altid tilfældet.
Tjek opdrætteren
En kennel eller opdrætter med styr på tingene er alfa og omega, hvis du vil have en rask og velsocialiseret hvalp. Er du på jagt efter en racehund, så findes der typisk en forening eller klub tilknyttet den enkelte race.
Hvis du for eksempel er på jagt efter en bulldog af den ene eller anden art, så tag kontakt til Bulldog-Klubben. De kan hjælpe dig med en liste over gode og velansete opdrættere.
Der findes også en klub for beagler, dalmatinere, golden retrievers og så videre. Se listen over alle raceklubber på Dansk Kennel Klubs hjemmeside.
Det skal du kigge efter
Det er vigtigt at få hvalpen undersøgt af en dyrlæge så hurtigt som muligt – og gerne helst inden du tager den med hjem. Heldigvis tilbyder en del hundeopdrættere og kenneler at få hvalpen sundhedstjekket, inden du køber den. De får typisk også den første omgang vaccinationer.
Dette skal du kigge efter, når du er ude og besøge hvalpen:
- Hvalpen skal virke frisk og på mærkerne og ikke sløv og fraværende.
- Ribbenene må ikke være synlig. Der skal være et sundt fedtlag.
- Tjek pelsen. Den skal være blød og skinnende, og der må hverken være sår, udslæt eller skaldede pletter.
- Betragt hundens gang. Den skal løbe og gå normalt uden at halte.
- Øjnene, ørene og næsen skal være rene.
- Kast med et stykke legetøj eller en bold. Øjnene skal følge bolden.
- Klap eller lav en anden høj lyd. Hvalpen skal reagere hurtigt og identificere lydkilden.
Hundens personlighed
Ved at vælge en hvalp med en god og sund personlighed er du sikret et godt venskab med masser af tryghed og glæde. Ved at vide, hvad du skal kigge efter, og ved at være meget opmærksom på hvalpens opførsel, kan du lære meget om hundens temperament og personlighed ud fra det første, korte besøg.
Kig efter følgende:
- Betragt hvalpens leg. Det er en god indikator for, hvordan den vil opføre sig senere i livet. Er den dominerende eller underdanig? Holder den for sig selv, eller vil den gerne lege med? En velsocialiseret hvalp bør udvise en sund interesse for at lege og trække sig tilbage, hvis en søskende siger fra.
- Betragt hvalpens interaktioner med mennesker. Den bør være nysgerrig, glad og interesseret i andre mennesker og ikke gøre forskel på for eksempel køn og alder. En skræmt hvalp, der måske urinerer i frygt, kan udvikle adfærdsproblemer senere i livet.
- Rul hvalpen om på ryggen i et minut. Hvalpe, der overdrevent kæmper imod, eller som bliver aggressive, kan have problemer med dominans. Hvis hvalpen har et sundt, mentalt helbred, bør den gøre en lille smule modstand, men ellers slappe af og lade dig dominere den.
- Kæl for hunden og sørg for, at røre dens ører, snude, mund og poter. Den skal komfortabel med at blive rørt ved. Hvis den bliver aggressiv eller forsøger at slippe væk, vil den nok hellere ikke slappe af med dig i sofaen eller lade dig klippe dens kløer.
Dette er kun nogle af de faktorer, der er vigtige at holde øje med, når du skal vælge den rigtige hvalp for dig. Hvis du vil vide mere, så forhør dig eventuelt hos en hundetræner eller dyrlæge eller læs mere her på siden.