Hvorfor skal jeg forsikre min hund?
19. okt 2017
Har du husket at forsikre din hund?
Hvis du ikke var klar over det, så er det lovpligtigt at have tegnet en forsikring på sin hund. Så hvis din firbenede ven endnu ikke har en forsikring, er det altså en rigtig god ide, at du får det gjort. For hvis din hund løber ud på vejen og forårsager et trafikuheld, kommer du altså til at stå tilbage med en høj regning, som du nemt kunne have undgået, hvis du havde tegnet en forsikring på din firbenede ven.
Men det kan godt være lidt af en jungle at skulle finde den helt rette forsikring. Og især hvis det er din første hund, kan det virke ret uoverskueligt at skulle foretage et valg. Derfor har vi lavet denne lille guide, så du og din hund kan blive klogere på de forskellige forsikringstyper, og dermed vælge en hundeforsikring på et mere oplyst grundlag.
Det siger loven
Men hvad siger hundeloven egentlig helt præcist, hvis din hund har bidt din nabos nyindkøbte sofahynder i stykker? Helt præcist, skrives der i hundelovens paragraf 8, at besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte de ting, som hunden gør skade på. Medmindre den skadelidende selv har medvirket i sagen. I så fald kan erstatningen sænkes eller droppes helt.
Du skal derfor som minimum have en ansvarsforsikring på din hund. Denne ansvarsforsikring skal du også have tegnet inden din hund fylder 4 måneder.
Du kan nærlæse hundeloven her.
Hvilke forsikringer er der, og hvad dækker de?
Der er overordnet set 4 forskellige slags forsikringer du kan tegne til din hund:
- Ansvarsforsikring:
Ansvarsforsikringen dækker skader, som din hund påfører andre mennesker eller genstande. Hopper din hund eksempelvis op ad et andet menneske, og river personens uldfrakke i stykker, så dækker ansvarsforsikringen. Er din hund ligeledes skyld i et trafikuheld, fordi den løber ud på vejen, så dækker ansvarsforsikringen også. Hvis din hund bider dine møbler i stykker, dækker ansvarsforsikringen dog ikke.
- Sygeforsikring:
Hvis din hund bliver syg eller kommer til skade, så dækker din sygeforsikring en stor del af dyrelægeregningen. Forsikringen dækker blandt andet undersøgelser og behandlinger af din hund. Det kan derfor være en rigtig god ide at tegne en sygeforsikring til din hund, da du ikke skal bekymre dig om alt for høje udgifter til dyrlægen. Vær dog opmærksom på, at forsikringen ikke dækker skader eller sygdomme, som din hund havde, før du tegnede forsikringen.
- Ulykkesforsikring
Har du en aktiv hund, såsom en brugshund eller en jagthund, kan det være en rigtig god ide at købe en ulykkesforsikring. En ulykkesforsikring dækker ikke sygdomme, kun skader forårsaget af uheld, men kan til gengæld tegnes på alle hunde uanset deres alder eller sygehistorik.
- Livsforsikring
Har du lige fået dig en hundehvalp, kan du med fordel tegne en livsforsikring på den, for skulle uheldet være ude, at din hund dør ganske ung, så dækker din livsforsikring tabet, og du får udbetalt beløbet som din hund kostede.
Hvad de forskellige forsikringer koster afhænger af forsikringsselskaberne. Ligeledes har de enkelte forsikringsselskaber også forskellige betingelser, som du bør sætte dig ind i. Derfor kan det være en god ide, at undersøge markedet, inden du tegner en forsikring.
Hvilken forsikring skal jeg vælge?
Der kan være mange gode grunde til at tegne mere end en enkelt ansvarsforsikring på din hund, men hvilken du bør tegne afhænger i virkeligheden af hvilken slags hund du har.
Har du eksempelvis en hund, der er meget aktiv, og som har behov for at blive rørt, kan det være en god ide at tegne en ulykkesforsikring, så er du dækket godt ind i tilfælde af en brækket pote.
Derudover kan det være en god ide at tegne en livsforsikring, hvis du har købt en dyr racehund, så er du dækket godt ind i tilfælde af dødsfald.
Ligesom med forsikringer til mennesker, er der en overflod af forsikringer på markedet, så det kan være en god ide at sætte sig ned med en kop kaffe i hånden, og undersøge de forskellige forsikringsselskabers løsninger, inden du tager en endelig beslutning.