Tag din hund med i flyveren
19. okt 2017
Gode råd til at tage din hund med på ferie
Skal du på ferie, og vil du gerne have din firbenede ven med, er det en god ide, at du har undersøgt de gældende regler til bunds, så du ikke står i en træls situation. For det at tage sin hund med på ferien er ikke sådan lige til, der er nemlig en del ting, du skal tage højde for. Disse ting kigger vi på her.
Inden du tager din hund med på rejsen
Inden du tager din hund på rejse, så er der lige et par ting, du skal have ordnet først:
- Din hund skal vaccineres mod rabies, senest 21 dage før du rejser ud af landet.
- Din hund skal være mærket med en EU-godkendt chip. Dog kan en letlæselig tatovering også gå an, hvis tatoveringen altså er påført inden 3. juli 2011.
- Din hund skal have et blåt EU-selskabsdyrspas, inden du må tage din hund med over grænsen.
Derudover skal du være opmærksom på, hvad de gældende regler er for kæledyr på din destination. Er du eksempelvis på kør-selv ferie, er der strenge krav til hundetransporten i blandt andet Sverige og Tyskland. Uanset hvor du skal rejse hen, så anbefales det, at du læse reglerne for alle lande, du besøger på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Tag hunden med til udlandet
Skal du have din hund med til udlandet, skal du være opmærksom på, at din hund opfylder de gængse regler, før den kan komme med på rejsen. Derudover skal du være opmærksom på:
- Om du overhovedet må tage din hund med ind i det gældende land. For adskillige hunderacer er ulovlige både herhjemme og i udlandet. Så hvis du vil undgå karantæne og i værste fald en aflivning, er det en god ide at undersøge på nettet, hvilke hunderacer din rejsedestination tillader.
- At din hund kan risikere at blive smittet af andre hunde. Særligt i Øst- og Sydeuropa og i lande, hvor der er mange gadehunde, kan du risikere, at din hund kan blive smittet.
- At det er ulovligt at tage en meget ung hundehvalp med på ferie.
Der kan være meget forarbejde og research i at tage din hund med på ferie til udlandet, så er der tale om en kort charterferie, kan det være besparende på tiden og økonomien, hvis du har en ven, der kan passe din hund, imens du er på ferie.
Tag hunden med på flyveren
Hvis du skal have din hund med på flyveren, bør du nøje overveje, hvilket flyselskab du vil rejse med. For reglerne omkring hunde i flykabinen svinger rigtig meget fra selskab til selskab. Visse selskaber tillader eksempelvis kun, at hunden må rejse med som cargo, og det kan være en ganske forfærdelig oplevelse for din lille hund. Andre selskaber tillader, at din hund gerne må komme med i flykabinen, men her kan der være forskellige ting, som du skal tage høje for:
- Størrelsen på hunden. Nogle hunde tillader kun hunde på omkring 6-8 kg. Og er din hund væsentligt større, er du nød til at søge om dispensation.
- Nogle flyselskaber kræver, at din hund bliver transporteret i en særlig hundetaske, som skal opfylde en række størrelses- og funktionskrav.
Det kan generelt være ret besværligt at tage sin hund med på flyveren, men det er ikke ulovligt at have din hund i flykabinen. Så derfor skal du blot undersøge de enkelte flyselskabers regler, og tage kontakt til dem omkring eventuelle dispensationer. Det er oftest noget, som du kan betale dig til.
Find et dyrevenligt hotel
Det er faktisk ikke så svært at finde et hotel, der gerne indlogerer din hund. Dog er der en række ting, I bør være opmærksom på, hvis I skal have hunden med på hotel:
- Gældende regler for hunden. Et hundevenligt hotel har oftest en række gældende regler for din firbenede følgesvend, det kan blandt andet være, at den ikke må opholde sig i hotellets restaurant, eller at den ikke må efterlades på værelset alene.
- Ekstra gebyrer. Mange hoteller kræver et ekstra gebyr for din hund. Det kan være i forbindelse med en særlig rengøring eller lignende.
Der er overraskende mange hoteller som er hundevenlige. Og med de mange søgemaskiner på nettet kan du søge på hoteller, der tillader hunde og andre dyr på deres ejendom. Det er dog en god ide, at du får sat dig ind i hotellets reglement omkring hunde, og hvilke ekstra gebyrer og depositum, de opkræver for hunden. Så ender du ikke ud med en uventet regning.