Sådan spotter du en syg hund
02. jan 2018
Vær opmærksom på disse tegn, hvis dit kæledyr er syg
Ligesom med os mennesker, kan din hund også blive syg, men i modsætning til mennesket, kan din hund ikke rigtig kommunikere, at den er syg. Du bør derfor være opmærksom på følgende 10 symptomer, og tage dit kæledyr med på en dyreklinik, hvis det ikke bliver bedre.
- Diarré eller opkast
Et af de første tegn du typisk vil se på din hund, at alt ikke er som det burde være, er diarré og opkast. Har din hund diarré eller kaster den op, kan det være et tegn på irritation i mavesækken. Men er hunden glad og opfører sig som den plejer, kan det også blot skyldes brat foderskifte eller, at den har fået noget, den ikke kan tåle. Hvis din hund har tegn på blod eller orm i afføringen, skal du kontakte din dyrlæge omgående, da det kan have dødelig udgang, hvis din hund ikke bliver behandlet i tide.
- Nedsat appetit
Har din hund nedsat appetit behøver det ikke skyldes sygdomme. Oftest kan det også bare være ændringer i din hunds hverdag, som eksempelvis nyt hjem eller, at den har været på internat. I sådanne tilfælde skal hunden bare have fred og ro. Hvis der ikke har været ændringer i din hunds dagligdag, kan den nedsatte appetit skyldes sygdom som leverlidelser, hundesyge eller parvovirus. Men typisk skyldes det heldigvis kun tandproblemer.
- Ændret adfærd
Har din hund ændret adfærd, er du nød til at tage kontakt til en dyrlæge, og få den undersøgt med det samme. Ændret adfærd ses typisk som aggressivitet, eller at den er væsentligt afkræftet. Det kan skyldes mange ting, blandt andet sygdomme eller infektioner som skaber irritation og smerte hos din hund, eller som tærer på hundens kræfter.
- Mat eller slidt pels
Hvis pelsen på din hund mister sin glans, og bliver mere mat eller filtret i sit udseende, kan det blandt andet skyldes, at den ikke får tilstrækkelig med vitaminer og mineraler. En pels der skæller kan også være et tegn på orm, en hudlidelse eller en infektion.
- Øget drikkelyst
Hvis din hund drikker mere end 100 milliliter per kilogram den vejer i løbet af et døgn, bliver det betegnet som øget drikkelyst. Generelt drikker en hund omkring 50 milliliter per kilogram i løbet af et døgn, så der er altså tale om en stor forøgning. Hvis din hund drikker meget kan det skyldes urinvejslidelser, leverlidelser, livmoderbetændelse, diabetes eller kræft.
- Halthed
Halthed opstår på grund af forandringer eller funktioner i din hunds lemmer. Hvis din hund halter, kan det skyldes flere årsager, alt fra en torn i trædepuden, en muskelskade eller mere seriøst et brækket ben. Ligeledes spiller alderen på din hund også en rolle. Særligt kan gamle hund begynde at halte på grund af eksempelvis slidgigt.
- Kløe
Kløe i din hund kommer af at nervefibrene i din hunds pels bliver irriteret af en række stoffer fra huden. Der er som sådan ingen grund til bekymring, hvis din hund kløer sig fra tid til anden. Men hvis den derimod begynder at klø sig ofte og gerne de samme steder, kan det være, at du skal få tjekket hunden. Grundene til at din hund kløer sig er mange, heriblandt eksem, lopper, flåter, svampeinfektion eller allergi.
- Kramper
Kramper er sammentrækninger i musklerne, og de inddeles i kloniske og toniske kramper. Kloniske kramper er kendetegnet ved hurtige stød, mens toniske er langvarige. Der kan være adskillige årsager til at din hund får kramper, heriblandt sygdomme i hjernen som eksempelvis epilepsi og meningitis. Det kan også skyldes forgiftning fra eksempelvis alger eller chokolade. Eller det kan skyldes infektioner eller stofskifteforandringer.
- Overvægt
Overvægt er som sådan ikke en decideret sygdom, men det er i hvert fald et symptom på, at din hund enten får for lidt motion, for meget at spise, eller at du giver din hund den forkerte slags foder. Er din hund fed, skal den på slankekur, da fedme hos hunde kan lede til hjertekarsygdomme, diabetes og problemer med bugspytkirtlen.
- Manglende lyst til at gå tur
Enhver hund har lyst til at gå tur, så hvis din hund ikke har lyst til at gå tur igennem en længere periode, er du nød til at få din hund undersøgt. Det kan blandt andet skyldes slidgigt som kan give smerter, når hunden går. Hvis din hund har slidgigt, vil den typisk slikke sig ved de hårdest ramte led såsom albue og hofte.
Tag fat i dyrlægen ved tvivl
Ligesom med os mennesker, er det ikke nok at læse op på symptomer på nettet og foretage en diagnose selv. Har du den mindste tvivl om, hvorvidt din hund er syg eller ej, bør du henvende dig til din dyrlæge. Er du ikke tilknyttet en dyrlæge, og er du bosat omkring Albertslund, Glostrup eller Taastrup, kan du kontakte Albertslund dyreklinik, som tilbyder alle slags behandlinger til din hund.