Høns fordriver dræbersneglen

07. maj 2018

Få bugt med dræbersneglen

Dræbersnegle. En haveejers værste mareridt. Mange prøver med sneglefælder, sneglegift og indsamling og aflivning af de små, slimede bløddyr, men mange metoder virker ikke ordentligt. Men lige så meget som haveejere hader dræbersnegle, lige så meget elsker høns og kyllinger dem. Alt fra dværghøns til store italienske høns slubrer de slimede snegle i sig, hvis de først få fat i en.

Har du høns, kan du derfor med fordel lukke dem ud i ny og næ, så de kan gå på rov i haven. Nogle høns vil give op på de helt store snegle. Du kan der med fordel hakke dem i stykker med en spade eller skovl og derefter servere dem for dine fjerkræ.

Men det bliver endnu bedre end det. Høns nipper ikke kun sneglene i sig, men også de små æg dræbersneglene lægger. De kan være svære at finde for os, men hønsene skal nok finde dem, hvis de får tid nok i haven.

 

En ny form for nabohjælp

Når dræbersneglene først har fundet indpas i haven, kan de være rigtig svære at komme af med igen, og desværre forsvinder de nok aldrig rigtig igen. Men hvis man vil gøre sit for at det lykkedes, kræver det en samlet indsats fra alle naboer i området. Det kan derfor være en rigtig god idé at koordinere en indsats i en Facebook-gruppe eller gå dør til dør for at høre, om de vil være med i kampen. Det kan virke komisk for nogle, men tilbyd dine naboer, at de kan låne dine høner i ny og næ, hvis ikke de selv har nogen.

På den måde hjælper man både sig selv og sine naboer. Det giver oven i købet mad til dine høns og er en miljøvenlig måde at komme skadedyrene til livs. Man kan måske endda råde bod på nogle af de gange, hvor hanen i flokken har galet lidt for tidligt en søndag morgen og vækket alle naboerne.

Læserne kommentarer