Kaninbure – sådan finder du det rette
18. dec 2019
Når du har fundet den rette kanin, gælder det om at finde det rette bur, men hvilke ting bør du egentlig tage højde for, når du skal ud og købe kaninbur? Her har vi samlet de vigtigste ting, du skal tænker over, når du kigger efter kaninbur.
Hvor stort skal buret være?
Kaniner er meget aktive dyr og har derfor brug for god plads i deres bur. Det er naturligvis ikke nok med buret – en kanin har også brug for at komme ud og løbe på større arealer, såsom i en have eller i en løbegård. Hvis kaninen bliver puttet ind i et for lille bur, kan den tage skade og fx komme til at lide af knoglesygdommen knogleskørhed. Buret skal være mindst 120 cm langt til en gennemsnitlig kanin, og højden af buret skal være høj nok til, at kaninen kan strække sig i sin fulde længde, hvilket de ofte gør. Vi kan jo nemt forestille os, at vi selv ville blive skøre, hvis vi blev spæret inde i et rum, hvor vi ikke kunne strække os ud på alle leder. Det er dog yderst anbefalelsesværdigt at finde et endnu større bur end ovennævnte mål (og et must, hvis du køber en stor kaninrace), og gerne et, hvor der er plads til to, da kaniner er meget sociale flokdyr og har bedst af selskab fra samme art.
Skal kaninen være ude eller inde?
Man siger, at hvis kaninen skal have optimale forhold, skal den kunne løbe rundt på et større areal i minimum seks timer om dagen. Det kræver, at du enten har kaninen ude i en stor løbegård, eller har mulighed for at lade den løbe frit rundt i et større rum i minimum seks timer dagligt. Om man skal anskaffe sig en indekanin eller en udekanin er et individuelt valg, men når man har taget valget, kan det ikke laves om – en udekanin kan altså ikke pludselig vendes til at være indenfor og omvendt. Kaniner har tendens til at svine og sover ikke nødvendigvis når du gør, så har man en have er det optimalt at have sin kanin udendørs, da det desuden er kaninens naturlige element. Har du en have, kan du med stor fordel købe et bur med løbegård, så kaninen selv kan vælge, hvornår den vil løbe rundt, og hvornår den vil putte sig i høet.
Hvilket tilbehør er vigtigt?
Kaniner skal have det rette tilbehør for at føle sig trygge. Først og fremmest skal du sørge for, at der altid er masser af halm og hø i buret, så kaninen kan lave huler og putte sig, som den ville gøre i naturen. Du kan også vælge at købe et kaninhus eller lave et ud af en papkasse. Desuden skal kaninen have en madskål og en drikkedunk, som du skal fylde hver dag samt en slikkesten, så du sikrer dig, at din kanin får de rette næringsstoffer. Kaniner er meget renlige, så du kan med fordel stille en lille balje med savsmuld i dens bur, som skal fungere som toilet. De første gange, skal du lægge lortene op i toilettet, og så vil den hurtigt forstå, at den skal gå derop, når den skal på toilettet. Du kan vælge at skaffe dig andet tilbehør, såsom legetøj og gå-sele, hvis du ikke har en løbegård eller en aflukket have.