De mærkeligste ting, din hund spiser

24. jan 2017

Fakta: Din hunds appetit på mærkværdige genstande som sutsko og potteplanter kan i værste tilfælde være farligt for dens helbred.

 

Hold øje med hunden

Der kan være god grund til at holde et ekstra vågent øje med, hvad din hund skulle få lyst til at sætte tænderne i.

Ikke nok med, at det kan være endda vældigt irriterende at miste de helt nye stiletter eller få tygget håndklæderne i stykker, så kan det også være farligt for hunden at have en så stor og eventyrlysten appetit – nogle genstande kan skade mavesækken eller forårsage alvorlig forstoppelse.

 

Alt er lækkert i hundens verden

Hunde er meget opportunistiske, når det kommer til at spise – uanset om det drejer sig om steg eller stearinlys, sten eller sutsko, så er der højst sandsynligt en hund derude, der vil indtage det. Vi har alle set de næsten utrolige røntgenbilleder af hunde, der har slugt alt fra gummiænder til undertøj, knive, lyspærer og så videre og så videre.

Men hundens trang til at tygge i og sluge stort set hvad som helst i håbet om, at det måske er lækkert, betyder i mange tilfælde en tur til dyrlægen. Nogle af fremmedobjekter – som dine ting hedder på dyrlægesprog – passerer frit uden problemer. Men når de ikke gør, kan det skabe store problemer.

 

Hvad spiser den næste gang?

De mest farlige ting er selvsagt knive eller spidse trægenstande, som for eksempel tandstikker eller træspyd, der bruges til for eksempel grillspyd. De kan perforere mavesækken.

Desuden kan for eksempel tråde, snore og strenge også være farlige. Hvis du får øje på en snor eller tråd, der hænger fra din hunds bagdel, må du aldrig forsøge at trække den ud – du kan gøre skade på hundes kropsvæv.

Selv mindre genstande kan gøre skade. En enkelt perle vil måske glide gennem systemet uden problemer, men hvis din hund har fået fat i dit barns perleplader, kan uheldet være ude – for mange perler på én gang kan give forstoppelse.

 

Hvis uheldet er ude

Hvis din hund udviser problemer med afføring eller begynder at få opstød eller kaste op, eller generelt udviser tegn på ubehag, så kan det være et tegn på, at den har spist noget, den ikke burde.

Når en hund kaster op, tyder det på, at maven og tyndtarmen er blokeret. Opstød betyder, at maden kommer op igen, umiddelbart lige efter hunden har forsøgt at sluge det. Det tyder som regel på en blokering af spiserøret.

I alle tilfælde er det en god idé at køre til dyrlægen – heller en gang for meget end en for lidt!

 

Læserne kommentarer