Derfor skal dyrene vaccineres

02. mar 2018

Derfor skal du vaccinere din hund eller kat

Vacciner fungerer hos vores kæledyr, ligesom hos mennesker, forebyggende mod diverse sygdomme, så dit kæledyr kan forblive raskt og stå imod diverse livstruende sygdomme. Der har det sidste stykke tid været debat om, hvorvidt vi vaccinerer vores kæledyr for ofte

 

Vaccinationer er forebyggende

Vacciner hjælper med at oparbejde et stærkt immunsystem hos kæledyret, så immunsystemet bliver aktiveret til at danne antistoffer, der kan bekæmpe selv livstruende sygdomme. Ligesom hos mennesker gives vaccinen til det raske dyr, og vaccinen virker altså forebyggende, men ikke helbredende. Det er stærkt anbefalet at alle hunde og katte bliver vaccineret som små, og det kan desuden være en god idé at få kæledyrene vaccineret ved de årlige sundhedstjek – især, hvis dyrene ofte omgås med andre hunde og katte, da smitterisikoen dermed vil være forøget.

 

Vaccinationer af din hvalp eller killing

Det er vigtigt at få vaccineret sin hvalp eller killing, hvis man vil beskytte sit kæledyr mod farlige sygdomme. Både hunde og katte er beskyttede de første uger gennem råmælken, hvis moderen er vaccineret. Ved killinger siger man, at de er beskyttet de første 11-15 uger, mens hvalpene er beskyttet gennem råmælken indtil de er 12-16 uger. Efter de første uger aftager virkningen af moderens antistoffer, og her skal hvalpen/killingen selv til at danne de essentielle antistoffer. Man anbefaler derfor hundeejere at få hvalpen vaccineret ved 12-ugersalderen med en basisvaccination og igen ved 16-ugersalderen for at få antistofferne på et tilstrækkeligt højt niveau. Killinger kan vaccineres allerede fra 8-ugersalderen og bør vaccineres 1-2 gange mere med 3-4 ugers mellemrum for optimal beskyttelse.

 

Vacciner dit kæledyr løbende

Efter hvalpevaccinerne og killingevaccinerne anbefaler man at vaccinere sit kæledyr årligt for at beskytte dyret bedst mod diverse farlige sygdomme. Det er netop omkring de årlige vacciner, der har været stor debat de senere år, da nogle mener, at vi vaccinerer vores kæledyr mere end nødvendigt. Alle hunde bør dog være vaccineret med de såkaldte kernevacciner, der beskytter mod hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirus-diarré. Katte bør være vaccineret med kernevaccinen mod kattesyge, der ofte har en dødelig udgang for katten. Som udgangspunkt siger man, at disse kernevacciner for både hund og kat beskytter i mindst 3 år (og nogle længere), og derfor behøver man ikke genvaccinere med disse hvert år.


Sygdomme hos katte

Udover basisvaccinen mens katten er 8-16 uger, anbefaler man at genvaccinere katten efter 1 år med samme vaccine for at beskytte katten bedst muligt. Efterfølgende anbefales det, at katten bliver vaccineret årligt med en vaccine mod katteinfluenza samt chlamydiainfektion, hvis katten omgås meget med ikke-vaccinerede katte. Hvis katten er en indekat og ikke omgås meget med andre katte, er det en vurderingssag, om det er nødvendigt at vaccinere katten på årlig basis. Ribeegnens Dyrlæger anbefaler, at man vaccinerer sin kat årligt årligt, for at holde basisvaccinen ved lige.

 

Sygdomme hos hunde

Når det kommer til hunde, er der tre kernevacciner, som hunden bør få, som beskytter hunden mod hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirus (smitsom diarré), som alle er alvorlige sygdomme og i mange tilfælde har en dødelig udgang. Ribeegnens Dyrlæger anbefaler, at hundeejere får genvaccineret hunden årligt, for at beskytte bedst mod de farlige sygdomme. Man kan også vælge at vaccinere sin hund mod andre smitsomme og farlige sygdomme, og her kan man med fordel benytte sig af det årlige sundhedstjek hos sin dyrlæge, der kan hjælpe med at vurdere eventuelle smitterisici. Du kan eksempelvis vaccinere mod kennelhoste, som er en yderst smitsom og generende sygdom, leptospirose, som kan være dødelig samt Rabies, hvis du skal have din hund med til udlandet.

Læserne kommentarer